8. maj '23Handel

Se de dansk-udstyrede skibe i Putins arktiske flåde

Seks skibe i Ruslands Nordlige Flåde har dansk udstyr fra Danfoss og Rockwool. Se skibene her.

21980 Vympel
Foto: Vympel Skibsværft (PR-foto)

Denne artikel er en del af undersøgelsen Rockwools russiske forbindelser

  • Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og militære aggression mod Ukraine i 2014 fortsatte Rockwool ufortrødent med at sælge produkter til Ruslands militær.
  • Ved at dykke ned i en omfattende samling af russiske dokumenter og kontrakter kan Danwatch bevise, hvordan Rockwool via en snæver kreds af distributører og faste samarbejdspartnere har tjent millioner af kroner på at levere produkter til Ruslands militær.

De seneste år har Rusland gennemført en markant militær oprustning på Arktis, hvor Danmark og Rigsfællesskabet har store interesser på spil, og hvor det danske forsvars primære opgaver i og omkring Grønland og Færøerne er farvandsovervågning og suverænitetshævdelse.

Oprustningen ses også i Forsvarets Efterretningstjenestes(FE) årlige risikovurderinger, hvor  Rusland og Arktis i flere år har domineret som et tilbagevendende tema, der udgør en trussel mod Danmark. 

Tilbage i 2015 – året efter at Rusland ulovligt annekteret Krim og blev underlagt sanktioner fra EU – skriver FE blandt andet:

“På trods af den økonomiske krise i Rusland har Rusland øget sin militære tilstedeværelse, aktivitet og kapacitet i den arktiske region. Udviklingen er markant og er især inden for det seneste år taget til, men fra et lavt udgangspunkt. Det betyder, at Rusland nu råder over flere militære enheder, der kan gennemføre operationer i Arktis.”

Som Danwatch og Ekstra Bladet har dokumenteret, så bliver eksempelvis fire antisabotage-skibe til Ruslands Nordlige flåde i Arktis isoleret med Rockwool samme år. 

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen(V) erkendte for nylig  i et interview med Jyllands-Posten, at Arktis ikke har været prioriteret højt nok. Derfor vil ministeren nu give Arktis førsteprioritet i de kommende forsvarsforhandlinger.  

“Vi “skal indrette Forsvaret anderledes i forhold til de opgaver, som vi kommer til at stå over for. Vi bliver nødt til at bruge flere muskler i det høje nord. Det er en del af Kongeriget Danmark,” siger Troels Lund Poulsen til Jyllands-Posten.

»Vi har i lang tid ikke behandlet rigsfællesskabet ordentligt med den respekt, som det forsvarspolitisk fortjener. Vi har ikke investeret nok og ikke påtaget os den forpligtelse, som det er at lave de nødvendige investeringer,” siger han til avisen.

Alt i mens, at vi i Danmark har talt om en voksende trussel fra Rusland i Arktis, er Ruslands Nordlige Flåde, der netop dækker Arktis, blevet oprustet med dansk udstyr fra Danfoss og Rockwool.

Det kan Danwatch afsløre i samarbejde med Ekstra Bladet. En gennemgang af russiske udbudsdatabaser og russiske medier viser, at de to danske industrigiganter har leveret mindst seks skibe til Ruslands Nordlige Flåde, som vi ved hjælp af satellitbilleder har geolokaliseret på baser, hvorfra de opererer i Arktis. Nedenfor kan du læse mere om skibene:

Project 21980: Anti-sabotage-skibe

Foto: Vympel Skibsværft (PR-foto)

Gemt væk i en lille bugt i det golde klippelandskab på Ruslands nordlige Kola-halvø gemmer sig en af den russiske flådes helt store strategiske kronjuveler.

Her ligger ubådshavnen Gadzhijevo, hovedbasen for Ruslands nordlige ubådsflåde og ifølge flere kilder en af de centrale havne for at laste russiske atommissiler på ubåde.

Vil man som udefrakommende sejle ind i bugten, skal man dog ikke regne med at komme langt. Umiddelbart inde i bugten ligger nemlig en række små, hurtige anti-sabotage-skibe på lur.

Skibe, der har et dansk islæt – Danwatch og Ekstra Bladet har nemlig dokumenteret, at de fire skibe er isoleret med Rockwool-produkter under konstruktionen på skibsværftet Vympel.

Her ses tre af de fire anti-sabotageskibe ved kajen i udbådshavnen Gadzhijevo. I havnen ligger desuden adskillige ubåde. Illustration: MG. Fotos: Maxar Technologies 2023 / Google Earth

Det drejer sig om antisabotage-skibene “Yunarmeets of the Arctic”,  “Yunarmeets of the White Sea”,  “Sergei Preminin” og “Valery Fedyanin”.

Skibene er designet til at forhindre sabotage og angreb på især flådebaser som den i Gadzhijevo og er bevæbnet med jord-til-luft-missiler, granatkastere, tunge maskingeværer og to typer af undervandsdroner.

Skibene er ifølge tidligere viceadmiral og næstkommanderende i den russiske flåde, Viktor Bursuk, helt essentielle i beskyttelsen af skibs- og ubådsbaser.

“Dette system af baser skal være ordentligt beskyttet. Funktionen af en sådan beskyttelse kan effektivt udføres af anti-sabotagebåde af Grachonok-typen”, udtalte han i 2017 ifølge Ruslands Forsvarsministerium og understregede, at udviklingen af sådanne typer af kystnære skibe fortsat vil være nødvendige for flåden.

Udover at beskytte basen mod angreb indgår skibene ofte i militærøvelser og ekspeditioner i havene omkring Arktis.

Project 21180: Isbryderen ‘Ilya Muromets’

Foto: Combat Approved på Youtube (screenshot)

At have flådebaser i farvandene omkring Arktis er ikke altid nemt. For når vandene fryser til, kan du ikke bruge dine krigsskibe til ret meget.

Derfor har man for alt i verden brug for isbrydere – hærdede skibe med tykke skrog og stærke motorer, der kan knuse sig gennem isen og bane vej for resten af flåden.

Sådan et skib er Ilya Muromets. Det 85 meter lange og 20 meter brede skib er den første isbryder, som er bygget til den russiske flåde siden Sovjettiden. I dag hører skibet til Ruslands nordlige flåde ved Murmansk, hvor satellitbilleder også placerer skibet.

Her ses isbryderen Ilya Muromets ved havnen i Murmansk. Illustration: MG. Fotos: Maxar Technologies 2023 / Google Earth, Landsat / Copernicus

Skibet har en helikopterlandeplads og er bygget til at kunne klare islag på op til halvanden meters tykkelse. Desuden kan det også bære mindre både, der kan søsættes til patrulje- og transportmissioner, og så har det plads til 500 kubikmeter last i lastrummet.

Og selv om Ilya Muromets som udgangspunkt ikke er bevæbnet, er det ifølge flere kilder muligt at bevæbne skibet med både AK-630-kanon og Kalibr-missiler, hvis skibet skal indgå i patruljer. Derudover har isbryderen også hydrografisk udstyr til kortlægning af havbunden.

I skibet sidder adskillige komponenter fra danske virksomheder. Blandt andet har Danwatch tidligere afsløret, at det russiske firma AO Ridan, som indtil sidste år var et 100 procent ejet datterselskab af Danfoss, har leveret industrielle varmevekslere til projektet.

Derudover kan vi nu ved hjælp af offentligt tilgængelige kontrakter afsløre, at også Rockwool har leveret isoleringsprodukter til brug i skibet, selv om det på salgstidspunktet var kendt, at kunden var det russiske forsvarsministerium. 

Leverancerne på 9.317 kvadratmeter af produktet SeaRox, der er særligt designet til havmiljøer, er sket gennem Rockwools faste distributør MKS LLC (som Danwatch tidligere har beskrevet her).

Ilya Muromets blev efter en højtidelig ceremoni overdraget til den Nordlige Flåde i november 2017. Her sagde tidligere viceadmiral Viktor Bursuk blandt andet:

“Isbryderen Ilya Muromets er et fundamentalt nyt fartøj med hensyn til dets muligheder og egenskaber. Dens vigtigste egenskab er dens alsidighed, som gør det muligt at bruge isbryderen hele året.” 

Siden har skibet været på adskillige missioner og ekspeditioner.

Der er også blevet produceret en hel dokoumentarfilm om isbryderens færdigheder, som du kan se herunder:

Projekt 19910: Hydrografisk skib ‘Nikolai Skosyrev’

Foto: Ruslands forsvarsministerium

Knap 100 kilometer fra Norges grænser ligger et af den russiske flådes mindre havneanlæg Mishukovo nær flådebyen Murmansk.

Men på trods af dens beskedne størrelse er Mishukovo-anlægget af afgørende betydning for Ruslands evne til at navigere i de arktiske have. Her ligger nemlig hovedkvarteret for flådens hydrografiske tjeneste, der blandt andet er ansvarlig for at kortlægge havbunden.

I juni 2020 modtog tjenesten et nyt hydrografisk fartøj af projekt 19910. Skibet, der går under navnet ‘Nikolay Skosyrev’, er bygget på skibsværftet Vympel og har et dansk islæt. 

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af kontrakter, der viser, at det russiske firma AO Ridan, der dengang var 100 ejet af danske Danfoss, har leveret industrielle varmevekslere til brug i Nikolay Skosyrev.

Her ses det hydrografiske fartøj ‘Nikolay Skosyrev’ ved flådens hydrografiske tjenestes hovedkvarter i Murmansk. Illustration: MG. Fotos: Maxar Technologies 2023 / Google Earth, Landsat / Copernicus

Hydrografiske fartøjer er designet til at undersøge havbunden med henblik på eksempelvis at opdatere søkort og sørge for sikker passage gennem ukendte farvande. Men skibe af den type kan også have et andet og mere lyssky formål, vurderer militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

”Sådan et skib er designet til at kortlægge havbunden, så det kan jo handle om at opdatere søkort for nye områder i Arktis. Men det er uden tvivl også i stand til egentlig spionage – for eksempel at kortlægge hvor kommunikationskablerne ligger på havbunden og den slags. Det er en meget oplagt opgave at bruge sådan nogle skibe til”, siger han.

”Danmark laver også hydrografiske undersøgelser af kontinentalsoklen ved Grønland for at dokumentere, hvad der hører til vores kongerige, og der er vi jo i en grænsekonflikt med Rusland. Man kunne forestille sig sådan et skib gøre noget lignende for russerne.”

Nikolay Skosyrev har ifølge det russiske forsvarsministerium været på adskillige ekspeditioner i Barentshavet, hvor der angiveligt ligger store forekomster af olie og gas. Og der er ingen tvivl om, at skibet har stor betydning for den russiske flåde – blandt andet har den daværende øverstkommanderende for den russiske flåde, admiral Nikolai Yevmenov, sagt om projekt 19910:

“Flådens ledelse er opmærksomme på at udstyre flådens hydrografiske tjeneste med nye fartøjer af projekt 19910, som er i stand til at udføre opgaver op til 3.000 mil fra deres baser”.
“Det er et vigtigt aspekt af vores arbejde og i forhold til det aktive arbejde med at udforske verdenshavene, som flåden er i færd med”, lød det ifølge det russiske forsvarsministerium.

En af de ekspeditioner skibet har været med på er ‘Remember the war’, hvor flådeskibe har ledt efter sunkne skibe fra Anden Verdenskrig, blandt andet i Barentshavet.

Og det er ikke kun for at finde skibsvrag, at den storstilet ekspedition er gennemførst i flere etaper i 2021 og 2022. Det Russiske forsvarsministerium skriver også om formålet:

“Den integrerede ekspedition er en ny træningsform for Den Nordlige Flåde, koordineret på plads, tid, mål og opgaver, organiseret ud fra en enkelt historisk og geografisk baggrund efter en enkelt plan og med henblik på at øge styrkernes beredskab  fra den nordlige flåde for at løse problemer i Arktis.”

I følge lederen af den hydrografiske tjeneste for Nordflåden, hvor  “Nikolay Skosyrev” hører under, kaptajn Alexei Kornis, så bliver ekspeditionen også brugt til:

“…at udføre hydrografiske og topografiske undersøgelsesarbejde, opdatering af navigationskort, manualer og manualer til navigation,”

I følge det russiske forsvarsministerium er det ikke kun ‘Nikolay Skosyrev’, der deltaget i ekspeditionen, men også isbryderen Ilya Muromets og antisabotage-skibet “Valery Fedyanin”.

I marts måned i år meldte det russiske forsvarsministerium ud, at “Remember the War” vil fortsætte i 2023.

Fra samme undersøgelse: