Åbner i en ny fane
Transport / shipping05/02/2025

Danmark vil kontrollere skyggeflåden

Ruslands slidte skyggeskibe risikerer fremover at blive tilbageholdt af danske myndigheder, hvis de lægger til ved Skagen. 
Bb
Så sent som torsdag den 5. februar var tre skibe fra skyggeflåden til stede ved Skagen. Danwatch
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden

  • Den russiske skyggeflåde er ifølge eksperter og politikere Ruslands modsvar på vestlige sanktioner. Skibe sejler med olie fra Rusland, uden at vestlige myndigheder kan følge med i, hvad der foregår. På den måde kan olien blive solgt for mere, end hvad det sanktionsbestemte prisloft tillader.
  • Skyggeflåden består hovedsageligt af ældre tankskibe, der er blevet opkøbt efter 24. februar 2022 af selskaber, der er svære at gennemskue. De sejler nærmest udelukkende med russisk olie, og så er de indregistreret i lande uden for EU og G7-landene.
  • Som regel har skibene uigennemskuelige ejerforhold og ukendt, tvivlsom eller ikkevestlig forsikring såsom forsikringsselskaber i Rusland. Det har blandt andet ført til britiske og amerikanske sanktioner, der specifikt navngiver flere russiske forsikringsselskaber.
  • Skibene har enten fuldstændig falsk flagstat eller flagstat i lande med mindre kontrol som eksempelvis Cameroon eller militærdiktaturet Gabon i Afrika, men kan også operere fra flagstater som Panama, Liberia eller Vietnam og flere endnu. Skibene skifter ofte navn og flag, fordi de ofte skifter ejere. Det skyldes ifølge eksperter, at man mudrer sporet til de egentlige ejere.
  • De store tankskibe sejler dagligt gennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud for de fuldt lastede tankskibe, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.
  • Statsledere som statsminister Mette Frederiksen har italesat skyggeflåden som en stor bekymring og et problem, som Vesten er nødt til at håndtere. Derfor er NATO-skibe også blevet indsat i Østersøen for at overvåge og beskytte området mod oliekatastrofer og sabotage mod undersøiske kabler.
  • Kilder: Lloyd's List Intelligence, CREA, Kyiv School of Economics, OFSI, OFAC

I knap to år har den russiske skyggeflåde brugt ankerpladsen ved Skagen Red som et supermarked til søs med frit lejde, mens de har sejlet olie til en værdi på flere milliarder kroner gennem Danmark. 

Men nu er det slut. Søfartsstyrelsen oplyser til Danwatch og Information, at de nu styrker indsatsen for at inspicere og undersøge ældre tankskibe, der befinder sig på ankerpladsen ved Skagen Red. 

Fremover vil skibene fra skyggeflåden blive udsat for havnestatskontroller og i yderste konsekvens risikere at blive tilbageholdt af de danske myndigheder. Kontrollerne er ifølge Søfartsstyrelsen målrettet netop tankskibene, og formålet er at beskytte dansk havmiljø mod ulykker og oliespild, forlyder det.

“Havnestatskontrollen fokuserer på tankskibe, idet en ulykke med skade eller forlis med tankskibe vil kunne have særligt vidtrækkende konsekvenser for sikkerhed, sundhed og miljø”, oplyser styrelsen til Danwatch og Information. 

Ifølge orlogskaptajn og forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen er det “første gang, vi ser Danmark gøre noget aktivt” mod skyggeflådens aktiviteter.

“Det er en skærpelse af Danmarks ageren i det her lidt anspændte sikkerhedspolitiske miljø. Men vi kan forvente, at der kommer en reaktion fra Rusland. Man vil ikke acceptere det her, at man går ombord på skyggeflådeskibe”, siger han.

Havnestatskontrollen vil ikke blive brugt til at undersøge, om skibet indgår i sanktionsbrud. Man vil i stedet kontrollere, om et skib overholder de internationale konventioner for sikkerhed, sundhed og miljø.

“Det indebærer blandt andet en gennemgang og kontrol af om skibet har dokumentation for forsikring. En undersøgelse af evt. sanktionsbrud indgår ikke i en havnestatskontrol. I forhold til skibes mulige brud på sanktioner, vil det være de relevante myndigheder, som går ind i sagen”, skriver styrelsen.

Netop forsikringspapirerne er ofte tvivlsomme, som Danwatch tidligere har afsløret i samarbejde med henholdsvis Financial Times og Bloomberg. Derfor kan netop den indsats vise sig at være vigtig ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, som mener, at skibe med rod i forsikringerne bør blive undersøgt for sanktionsbrud.

“Hvis man konstaterer, at forsikringspapirerne kommer fra et russisk selskab, og at ejerforholdene ikke er til at gennemskue, så bør man også kigge i lasten”, siger han.  

Formanden for Danish Maritime Pilots, Lars Sigvardt, kalder initiativet for “supergodt” og håber på, at det vil have en præventiv effekt. 

“Det viser, at der er en målrettet indsats, og at man leder efter alle håndtag at rykke i – og det (Skagen, red.) er det eneste sted i den vestlige sfære, at vi kan fange de her skibe”, siger han.

Skyggeflåden sejler typisk fra de russiske oliehavne i Den Finske Bugt til lande som Indien, og på ruten er Skagen en af de eneste steder i hele Vesten, hvor skibene kaster anker, og dermed kan blive underlagt havnestatskontrol.

Skyggeflåden handler i Skagen

Udmeldingen fra Søfartsstyrelsen sker i kølvandet på afsløringer fra Danwatch og Information om skyggeflådens aktiviteter ved Skagen. 

Medierne kunne blandt andet dokumentere, hvordan tre danske virksomheder har serviceret mindst 59 skibe fra Ruslands skyggeflåde, mens de lå i Skagen. 

Efterfølgende kunne Danwatch og Information ligeledes afsløre, at tankskibet Jazz, også en del af skyggeflåden, havde fået maskinstop tre gange i nærheden af undersøiske kabler i Østersøen, hvilket eksperter kaldte højst mistænkeligt. Også det skib lagde efterfølgende til ved Skagens ankerplads. 

Det samme er gældende for skibet Eagle S, der er hovedmistænkt i den meget omtalte kabelsabotage i Den Finske Bugt. Eagle S lå på Skagen Red få måneder inden, at det blev tilbageholdt for at have ødelagt kabler mellem Finland og Estland. 

Nu ser det altså ud til, at sådanne skibe skal forvente at blive kontrolleret grundigt – og i tilfælde af rod i papirerne, så kan de godt forvente at blive tilbageholdt, lyder det fra professor i søret ved Syddansk Universitet, Kristina Siig. 

“For at tilbageholde skal skibsinspektøren finde nogle fejl og mangler, som ikke kan afvente, at de bliver udbedret. Tit ved en havnestatskontrol, der vil man se på en en del småting, som kaptajnen får at vide skal ordnes indenfor 14 dage. Men så er der nogle ting, hvor man vil sige, det skal du ordne det med det samme”, siger hun. 

Men én ting er skibenes sikkerhed, og en anden ting er skibenes formål – for skyggeflåden har til formål at omgå sanktionerne mod russisk olie og på den måde hjælpe Rusland med at tjene milliarder af dollars. 

Og havnestatskontroller er ikke et godt værktøj til sanktionshåndhævelse, mener Kristina Siig.

“Vi er nødt til at skelne mellem, hvad det er, vi ønsker at opnå. Hvis vi vil sikre, at de skibe, der ligger stille i territorialfarvand ikke er ti sekunder fra at lække olie ud i havet, så er det et godt redskab. Men hvis vil håndhæve sanktionerne mod russisk olie, er det et dårligt redskab”, siger hun.  

Kan forsøge at undgå kontroller

Noget, som myndighederne ifølge Kristina Siig også vil være opmærksomme på, er skyggeflådens forsikringer. Uden orden i forsikringspapirerne, vil de ikke få lov til at sejle videre.

“Der er en del papirer, man skal have, for at man må sejle. Tankskibe kræves at have et gyldigt forsikringscertifikat, og hvis det mangler, så får de besked på at få skaffet et nyt”, siger hun. 

Indtil videre har skyggeflåden lagt sig på selve ankerpladsen ud for Skagens Havn, som ligger indenfor det, man kalder dansk havret – det er en juridisk grænse på 12 sømil fra landegrænsen.

Her har myndighederne vide beføjelser til at udføre kontroller. Men ifølge lodsen Lars Sigvardt vil det formentlig betyde, at tankskibene kan forsøge at undgå kontrollerne ved at lægge sig udenfor de 12 sømil og købe serviceydelser.

“De her skibe får bare nogle nye instrukser. Det er jo ikke kaptajnen, der bestemmer, hvor de skal ankre. De vil i stedet få besked om at ankre “Off Skagen”, siger han. 

Det vil besværliggøre det for danske myndigheder at udføre de planlagte havnestatskontroller, forklarer Kristina Siig.

“Hvis det handler om, at man gerne vil lave det, man normalt forbinder med en havnestatskontrol, så skal skibene ligge indenfor 12 sømil”, siger hun.  

Det vil altså på den ene eller anden måde skabe problemer for skyggeflåden, at de enten skal lægge sig langt ude fra ankerpladsen for at købe serviceydelser, eller at vil blive kontrolleret af myndighederne.

Derfor afventer Jens Wenzel Kristoffersen et russisk modsvar på Søfartsstyrelsens udmelding:

“Jeg er spændt på at se de russiske reaktioner”, siger han. 

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.