Rejer med lorterester blev den mest læste historie på Danwatch i år

Carlsbergs industriaffald i Nepal, og børn der plukker hasselnødder til din nutellamad, var dog også populære artikler.

På Danwatch har vi samlet de 10 mest læste historier i 2019.

Kigger man ned over de 10 mest læste nyheds- og perspektiv historier på Danwatch i 2019, så er det tydeligt, at der er noget dragende ved at læse om virksomheder og aktører, som vi forventer har rent mel i posen. Sådan er virkeligheden dog ikke altid. Derfor har vi samlet de nyheder, som vores læsere brugte mest tid på i 2019. 

Kun én supermarkedskæde har ikke bakterier fra afføring i sine rejer

I oktober kom det frem, at der var blevet fundet spor af e.coli og enterokokker bakterier i rejer fra Sydøstasien i danske supermarkeder. Danwatch søgte derfor aktindsigt hos fødevarestyrelsen, for at se hvor stort problemet egentlig var. Her viste det sig, at der kun var én supermarkedskæde i Danmark, som ikke havde en butik med fækale bakterier i sine rejer fra Vietnam. 

Du kan læse hele historien her.

Moderne slaveri findes også i Danmark

Det kan være svært at forestille sig, at vi i Danmark skulle have slaver. Verden over lever 40 mio. mennesker ifølge Walk Free organisationen i moderne slaveri, og ifølge deres Global Slavery Index, så skulle 9000 af dem være bosiddende i Danmark og i fare for at ende i tvangsarbejde. Flere organisationer er dog uenige om dette tal: Nogle mener, at tallet er alt for højt, og nogle mener, at der er endnu flere. 

Du kan læse hele historien her.

Industriaffald fra Carlsbergs bryggeri ender i naturen

Denne nyhed kom i forlængelse af en undersøgelse Danwatch lavede i marts 2018, om at Carlsbergs bryggeri i Nepal forurenede en af landets vigtigste floder. I år fik vi dog en bunke fotos fra landsbyboere i byen Pitaunji, der viste der var smidt affald fra Carlsberg i naturen. Forureningen fra bryggeriet var altså ikke stoppet helt. Samtidig fortalte beboerne, at stanken fra affaldet gjorde det ulideligt at være i byen. Carlsberg lovede, at de vil lave en indhegning omkring flaskerne med gærrester i. 

Du kan læse hele historien her.

Arbejderne, der syr dit tøj, får stadig dårligere vilkår – og der er intet, der tyder på at det ændrer sig

Der har været mange artikler om tekstilindustriens arbejdere og deres vilkår. Det kan få en til at formode, at deres forhold dermed bliver bedre. Men ifølge den britiske NGO Labour behind the label, så går udviklingen i den forkerte retning. Arbejdere skal i dag arbejde hårdere og hårdere, og de skal arbejde hurtigere, end de har gjort før. 

Du kan læse hele historien her.

Børn plukker hasselnødder til din Nutella

I august valfarter tusindvis af sæsonarbejdere til sortehavskysten i Tyrkiet for at plukke hasselnødder. Det er herfra, at hasselnødderne, som ender i den Nutella, vi spiser, kommer fra. En rapport fra Fair Labor Association viser dog, at arbejdsforholdene er ekstremt opslidende. Og samtidig er en tredjedel af arbejderne børn. 

Du kan læse hele historien her.

Danmark stopper ny eksport af våben til Tyrkiet

Da Tyrkiet i oktober invaderede Nordsyrien og angreb kurderne i området, begyndte en debat herhjemme: Kunne der være brugt danske våben i invasionen? Indtil videre er svaret, at man ikke kan udelukke at dansk teknologi er brugt i offensiven mod kurdere i Nordsyrien. I slutningen af oktober besluttede regeringen, at Danmark ikke vil udstede ny tilladelser til at eksportere våben til Tyrkiet. 

Du kan læse hele historien her.

Vi spiser den fattige verdens fisk

Vi bliver rådet til at spise mere fisk, men verdens bestand af vilde fisk er hårdt presset. Derfor satser verdens rigeste lande på opdræt af fisk, men fisk i fangenskab spiser også fisk, og den stigende efterspørgsel på fisk risikerer at føre til mangel på  fødevarer og levebrød for mennesker i verdens fattigste lande, der lever af fiskene. 

Du kan læse hele historien her.

Danmark er verdens mindst korrupte land – men vi handler med de allermest korrupte

I starten af året udgav organisationen Transparency International deres korruptionsindex. Her kunne man læse, at Danmark var verdens mindst korrupte land. Men samtidig stod det også klart i rapporten, at vi handler med nogle af verdens allermest korrupte lande. Det er eksempelvis Kina, som er en af Danmarks allerstørste handelspartnere. 

Du kan læse hele historien her.

Vestas i modvind i Mexico

I Oaxaca i Mexico blev der opstillet en vindmøllefarm, hvor de lokale bønder tidligere lod deres kvæg græsse og fandt planter til deres medicin. I syv år havde lokalbefolkningen kæmpet imod den nye vindmøllepark fra Vestas, da de mener, at de aldrig har fået indflydelse på belsutningen. Det afviser Vestas, men flere eksperter giver lokalbefolkningen ret. 

Du kan læse hele historien her.

Det bæredygtige batteri til elbiler har lange udsigter, mener ekspert

Inden 2030 forventer man at 30 mio. mennesker har skiftet deres benzin eller diesel bil ud med en elbil, viser en Bloomberg News analyse. Batterierne der bliver brugt i elbiler, er dog ikke så bæredygtige som man kunne forvente, da de indeholder litium og kobolt. Litium er skidt for miljøet, og der har været problemer med børnearbejde ved udvinding af kobolt i Afrika. Men Amnesty International har en målsætning om, at batterier er bæredygtige inden der er gået fem år. Det bliver dog utrolig svært, mener flere eksperter.

Du kan læse hele historien her.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right